Fællesskaber
Hvis nogen spørger mig, hvad der betyder mest for mig, svarer jeg næsten altid det samme: fællesskaber.
Det svar overrasker indimellem. Nogle forventer, at jeg vil tale om familie, natur eller frihed. De betyder også meget for mig. Men når jeg tænker nærmere over det, står de ikke i modsætning til fællesskabet. Tværtimod. Familien er det stærkeste fællesskab, jeg har oplevet. Naturen er noget, vi kun kan passe på i fællesskab. Og frihed giver først for alvor mening, når den følges af ansvar – både for os selv og for hinanden.
Måske er det derfor, jeg gennem hele mit arbejdsliv har interesseret mig mere for organisationer end for ledere.
Det lyder måske mærkeligt. For jeg har selv været leder gennem mange år. Men jeg har aldrig oplevet lederen som organisationens vigtigste person. Jeg har oplevet lederen som den, der har fået et særligt ansvar i et fællesskab med et fælles formål.
Det har præget den måde, jeg ser ledelse på.
Jeg har ofte sagt, at jeg er barn af den division, jeg senere kom til at lede. Mange vil tænke, at en leder former organisationen. Jeg oplevede det også omvendt. De mennesker, den faglighed og den kultur, jeg var en del af gennem mange år, formede også mig. Længe før jeg selv blev leder. Da jeg senere fik ledelsesansvar, oplevede jeg derfor ikke, at jeg skulle opfinde en ledelsesfilosofi. Den var allerede ved at tage form gennem de mennesker og det faglige fællesskab, jeg var blevet en del af.
Ingen ledelsesfilosofi opstår ét sted. Min er formet af mange mennesker, mange organisationer og mange oplevelser gennem et langt arbejdsliv. Men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at nogle af de vigtigste spor blev lagt tidligt. Jeg lærte, at stærke organisationer ikke først og fremmest bygger på strukturer. De bygger på mennesker, der føler et ansvar for noget, som er større end dem selv.
Det er måske også derfor, jeg aldrig har oplevet nogen modsætning mellem selvstændighed og fællesskab. Jeg opfatter mig selv som et meget uafhængigt menneske. Alligevel har fællesskabet altid været det, der har betydet mest for mig.
For mig er de to ting ikke modsætninger.
Tværtimod tror jeg, at de stærkeste fællesskaber består af mennesker, der kan tænke selv. Mennesker, der tør udfordre, tage ansvar og bidrage med deres egen dømmekraft. Ikke fordi de skal. Men fordi de oplever, at deres bidrag er nødvendigt.
Gennem mit arbejdsliv er jeg kun blevet mere overbevist om, at organisationer ikke bliver stærkere ved at samle mere ansvar hos færre mennesker. Det kan skabe ensartethed og gøre beslutningsvejene kortere. Men organisationer bliver først for alvor stærke, når flere mennesker får mulighed for at tage ansvar for det fælles formål.
Det betyder ikke, at alle skal være ledere. Men alle skal have mulighed for at være medansvarlige.
Jeg tror ikke, at ledelsens vigtigste opgave er at få mennesker til at følge en leder. Jeg tror, den vigtigste opgave er at skabe et fællesskab, hvor mennesker har lyst til at tage ansvar for noget, de tror på.
Måske er det derfor, jeg bliver ved med at begynde med organisationen. Ikke fordi organisationen er vigtigere end mennesket. Men fordi det er i fællesskabet, mennesker udvikler sig, tager ansvar og skaber resultater, som ingen af os kunne have skabt alene.
