Rummet ændrer sig, når man får formelt ansvar.
Det gør det, uanset temperament. En bemærkning får mere vægt. En pause får betydning.
Blikke søger i ens retning, også når man ikke selv har taget ordet.
Det er ikke noget, man kan vælge fra.
Men det er heller ikke noget, man kan bruge ukritisk.
Jeg har tidligt i mit arbejdsliv været bevidst om, at autoritet skal doseres. Ikke for at skjule den – men for at den kan virke. For meget, og rummet lukker sig. For lidt, og retningen forsvinder.
Da jeg senere fik det formelle ansvar som direktør, blev den kalibrering ikke mindre vigtig.
Tværtimod.
Rollen fylder i sig selv. Hvis man ikke er opmærksom, kommer man til at definere rummet alene ved at være i det. Diskussioner former sig efter ens første formulering. Beslutninger samler sig omkring ens opsummering.
Hvis ambitionen er at skabe reelt mandat i et ledelsesteam, må man derfor arbejde aktivt med sin egen tilstedeværelse.
At lade andre formulere retningen først.
At stille spørgsmål frem for at konkludere.
At acceptere, at en beslutning ikke bærer ens egen sproglige signatur.
Det er ikke tilbagetrækning.
Det er bevidst rumledelse.
At forlade rummet betyder ikke at forlade ansvaret. Det betyder at lade rollen fylde mindre, så andre kan fylde mere.
Det kræver opmærksomhed. For stilhed kan misforstås som usikkerhed. Tilbageholdenhed kan læses som fravær. Og i nogle situationer skal man netop træde frem og samle.
Den svære del er ikke at kunne fylde rummet.
Den svære del er at kunne regulere, hvor meget man fylder.
Måske er moden ledelse netop denne løbende kalibrering:
At kunne tage rummet, når retning skal sættes.
Og give det tilbage, når ansvar skal deles.
Rummet bliver ikke svagere af at blive delt.
Det bliver stærkere.
