Når retning skal bæres af flere
Der findes situationer, hvor retning må siges højt.
Da jeg i begyndelsen af 2010’erne overtog ansvaret for en forretningsenhed i COWI, var der behov for at skære til. Fokus var blevet for bredt. Prioriteringerne uklare. Der skulle vælges fra.
I den fase var tydelighed afgørende. Klare valg skaber ro, når usikkerheden er stor.
Retningen måtte formuleres, gentages og stå synligt. Megafonen var nødvendig – ikke som selvpromovering, men som præcisering.
Men efterhånden som resultaterne begyndte at vende, lagde jeg mærke til noget andet.
De steder, hvor ledelsesteams selv tog stilling inden for den overordnede retning, voksede ejerskabet. De steder, hvor prioriteringer fortsat blev formuleret centralt, blev engagementet mere afventende. Strategien levede kun så længe, den blev sagt.
Det blev et vendepunkt.
Hvis retningen skulle blive robust, måtte den ikke være afhængig af, at jeg gentog den. Den måtte bæres af flere.
Beslutningen blev derfor bevidst: Mandaterne skulle tydeliggøres. Beslutningsrummene skulle stå klarere. Ikke som traditionel delegation, men som reel forankring af ansvar. Hvad hører til hvor? Hvad skal ikke løftes opad? Hvem har ret – og pligt – til at prioritere?
Det kræver disciplin. For i en periode opstår der stilhed. Ikke fravær af ledelse, men en overgang, hvor det endnu ikke er indarbejdet, at beslutninger kan – og skal – træffes flere steder.
Men gradvist flytter noget sig.
Strategien begynder at leve i de daglige valg. Den bliver mindre afhængig af formuleringer og mere forankret i praksis. Mindre personlig – mere institutionel.
Det var her, forskellen mellem megafon og fyrtårn blev tydelig for mig.
Megafonen forstærker stemmen.
Fyrtårnet forstærker orienteringen.
Megafonen høres. Den samler opmærksomheden, når retningen skal markeres.
Fyrtårnet kaster lys på det væsentlige og gør det muligt at navigere selv.
Ledelse rummer behovet for begge.
Udfordringen er ikke at vælge den ene frem for den anden. Udfordringen er at vide, hvornår stemmen skal løftes – og hvornår strukturen skal bære.
For hvis retningen konstant må gentages, har den endnu ikke fundet sit eget liv.
Og hvis den aldrig formuleres, finder den det måske slet ikke.
